Politiken har bragt min kronik
Jeg har skrevet en kronik i dagbladet Politiken, der opfordrer til øget samarbejde mellem psykologer og åndedrætsterapeuter.
Til jer der ikke har et Politiken log-in, kan du her læse min kronik. Godt nok med vores egen ‘gamle’ overskrift. Den nye gode overskrift har POLITIKEN nemlig fundet på.
God fornøjelse. Husk endelig: Jeg lytter, hører og kommenterer altid gerne på spørgsmål og tanker!
Her kan du læse kronikken i Politiken online (hvis du har et abonnement).
Måske vil du også lytte til min personlige videohilsen og budskab om åndedrættet og vores mentale sundhed lige her.
Læs med på hele kronikken herunder.
Træk lige vejret, det koster ikke noget
Eksperter er enige om, at unges stadigt stigende mistrivsel har mange årsager, men måske er én årsag meget større end de andre tilsammen. Hvad hvis løsningen for unge er åndedrættet? Den glemte kunst at trække vejret, synke ind i sig selv og mærke kroppen. Det er gratis og ganske enkelt at lære.
Med udgangspunkt i debatten om særligt de unge 16-24-åriges mistrivsel, anskueligøres i denne kronik det menneskelige åndedræts evne til at kunne helbrede både krop og psyke. Med den viden in mente, er det værd at diskutere vores samfunds nutidige evne til at ændre på etablerede mønstre. I lyset af de sidste mange års forværring af unges trivsel, skulle politikere og Sundhedsstyrelsen for længst have undersøgt, om psykologsamtaler kan stå alene som den foretrukne indsats som hele PPR-systemet tilbyder den enkelte unge. Begrebet ’Missing Link’ står skrevet med neonrødt ud over hele tematikken mistrivsel. Med 20 års erfaring som fysioterapeut med speciale i åndedrætsarbejde er det denne kronikørs mening er, at åndedrætslære skal opprioriteres og inddrages på lige fod med de kognitive og primært samtalebaserede psykologiske erkendelsesstrategier. Åndedrættet og dermed kroppen er det anker, som alle og den enkelte unge har brug for, til at kunne navigere i et hav af følelser og udfordringer i en travl, digital hverdag.
Ifølge en undersøgelse fra Google udsættes vi dagligt for et sted mellem 4-10.000 visuelle budskaber om dagen. Når vores nervesystemet kommer i ubalance, så går vi ind i en tilstand af at ”være på flugt”, selvom vi ikke reelt er det. Det kalder vi det sympatiske nervesystem, som er en alarmtilstand. Den tilstand er vi designet til kun at være kortvarigt i, da vi i denne tilstand fungerer meget ringe over længere tid. Hvis hver dag indeholder så mange stimuli, at der skabes en ubalance i nervesystemet, så kan vi reelt ikke overskue hverken vores dag eller vores viden, tanker og bevidsthed (altså vores kognitive redskaber). Denne ønskede balance i vores nervesystem kan vi ikke tage for givet. Alt kommer med en pris. Vores nervesystem skal i høj grad vedligeholdes, og det er dét, vi bruger det gode åndedræt til. Når vi trækker vejret med maven (diaphragma), hvor maven bliver stor, når vi trækker vejret ind, og bliver flad når vi ånder ud, så aktiverer vi vagusnerven og det parasympatiske nervesystem. Det er altså via åndedrættet, at vores ro-tilstand opnås, hjerterytmen sænkes og eksempelvis fordøjelsen fungerer igen. Det er gennem åndedrættet, at mange genveje til trivsel og balance findes.
I årevis husker jeg at have set tegn i både sol, måne og stjerner på, at mental trivsel er udfordret i det moderne vestlige samfund. Da ’Den Nationale Sundhedsprofil’ udkommer i 2018 viste Sundhedsstyrelsens tal, at det stod særlig galt til med trivslen blandt unge. Da ’Den Nationale Sundhedsprofil’ så udkom igen marts 2022, stod det endnu mere galt til med den mentale sundhed hos unge. Mænd og kvinder i alderen 16-24 år har den dårligste mentale sundhed. Hos mændene melder 21%, at de direkte mistrives, og hos kvinder er det hele 34%. Fire måneder senere, i juli 2022, udgav Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet undersøgelsen ’Mistrivsel i lyset af tempo, præstation og psykologisering’. 2.000 unge i alderen 16-25 år var blevet interviewet, og 44 % af dem var ramt af en grad af mistrivsel. Center for Ungdomsforskning meldte også ud, at deres forskning viste, at årsagerne til mange unges mistrivsel ikke skal findes hos de unge selv, men udspringer af rammerne for ungdomslivet.
Da jeg læste det, tænkte jeg: ’Ja, ja, endnu en gang er effekten af sociologernes forskning, at der er brug for psykologer, og så bevilliger politikere penge til, at endnu flere kan diagnosticeres med bogstaver, og en stigmatisering træder i kraft. Undervejs udfyldes der spørgeskemaer i det kommunale PPR system, inden oftest eller i nogle kommuner udelukkende psykologsamtaler igangsættes.
Da Mette Frederiksen så, midt under regeringsforhandlinger på Marienborg og overfor alle partiernes formænd, inviterede en psykolog, en sociolog og to bogligt orienterede personer, nemlig en forfatter og højskoleforstander, var der ingen vej tilbage for mig. Endnu engang skulle eksperter, der ikke primært repræsenterede erfaring og viden om kropslig forankring og åndedrættets sammenhæng med nervesystemet, give anbefalinger om unges mistrivsel. Også i Debatten på DR 2, så jeg alskens indkaldte eksperter som forskere, psykologer, præster og politikere, der alle talte ud fra hjernen. Ingen med ekspertise i kropslig forankring var til stede. Jeg kunne nu gøre, som jeg plejer, passe mig selv eller også sige højt: ”Han har jo ikke noget tøj på”. Det vil fortsætte ned ad bakke, hvis ikke vi får hjulpet de unge med at være til stede i kroppen, som er basen for, at vi har balance i vores mentale helbred.
I Asien har man i yogaen anerkendt åndedrættet som et proaktivt værktøj til sundhed i 4000-5000 år. I vores vestlige diagnose- og reparationsorienterede kultur har vi anset vores åndedræt som benzin til kroppen, som var det en simpel bilmotor. Heldigvis er der de seneste år kommet en helt ny og styrket forskningsindsats, der viser, at åndedrættet er meget mere end blot benzin til vores krop. Det hele tog fart, da Nobelprisen i 2019 gik til forskerne Semenza, Ratcliffe og Kaelin, som opdagede, hvordan celler fornemmer og tilpasser sig skiftende ilttilgængelighed. Den grundlæggende betydning af ilt har været forstået i århundreder, og at celler tilpasser sig ændringer i iltniveauer har man kendt til siden 1931, hvor Otto Warburg modtog Nobelprisen for sin forskning omkring celler og ilt. I 90 år, blandt vestens toneangivende lægelige og psykologiske autoriteter, har der så nærmest været radiostilhed, når det handlede om opmærksomhed på åndedrættets vigtighed for krop og psyke.
Og så er vi tilbage til billedet af en bil. Lige pludselig blev det centrale i åndedrættet ikke bare at trække vejret, men en delikat sammenhæng mellem iltoptagelsen og den kuldioxid, vi udånder. Siden da er der igangsat store og afgørende studier. Eksempelvis er det førende og mest ansete universitet med fokus på åndedræt, californiske Stanford University netop kommet med et nyt åndedrætsstudie, der viser at mennesker dagligt med fem minutters åndedrætsøvelser kan sænke stressniveauet og forbedre humøret. Selve den daglige øvelse, der kan afhjælpe nervøsitet og angst sker bl.a. ved at arbejde med udåndingerne, hvor der skabes en balance mellem ilt og kuldioxid. Hvormed vi iltoptager bedre og gør at vi nemmere lander i vores ro-tilstand. Dette studie alene burde være inspiration nok til, at politikerne og sundhedsstyrelsen bruger deres sunde fornuft og søger veje til, at opprioritere åndedrættet i vores samfunds arbejde mod stress og mental mistrivsel. Og så sent som i november lød det i en pressemeddelelse fra forskere på Århus Universitet således: ”Vores studie tyder på, at hjerne og vejrtrækning er tæt forbundne på en måde, som rækker langt ud over bare ren overlevelse, nemlig ved også at have indflydelse på vores følelser, vores fokus, og hvordan vi kan forholde os til verden omkring os. Vores model antyder, at der i hjernen er en fælles mekanisme, som knytter vejrtrækningsrytmen med netop følelser og fokus”. En konklusion, der i høj grad bekræfter åndedrættets mange funktioner.
En af de helt store og afgørende nye indspil i debatten om åndedrættets virkning, kommer fra den amerikanske videnskabsjournalist James Nestor, hvis bestseller-bog BREATH fra 2020 er oversat til 30 sprog. James Nestor gennemgår på let fattelig vis det menneskelige åndedræts historie. Han påpeger, at evolution ikke bæres af udvikling, men af tilpasning. Hans helt store pointe og påstand i bogen er, at vi ved vores manglende evne til at trække vejret korrekt selv er skyld i mange af de nye meget udbredte sygdomme som f.eks. allergier, ADHD og sågar også hjertesygdomme.
James Nestor påpeger, at det moderne menneske i høj grad bruger munden som luftvej. Dette er vi ikke designet til, og det skaber store problemer. Han påviser herved også på baggrund af studier af ældre kranier, at vi har ændret kranieform set i evolutionsperspektiv. Vi formes altså efter hyppigere og hyppigere mundånding. Det skaber en lang række af udfordringer både strukturelt anatomisk set og i forhold til evnen til at ilte os selv. Mundudånding er desuden også specielt stimulerende for den del af nervesystemet, der igangsætter de stressende følelser, der står for alarm, kamp og flugt. Resultatet af evolutionen og de mange tiltagende stimuli gør, at munden helt automatisk er blevet den foretrukne luftvej. Dette medfører ubalance og giver god grund til at efterforske åndedrættets sammenhæng med mange af de nye diagnoser, som opleves i vestlige samfund.
For mig er James Nestors vigtigste bidrag dog, at han har genfundet det seneste godt 50 års forskning, der berører åndedrættets funktion og virkning. 220 studier er på de sidste 50 sider i bogen gengivet i korte referater, og han har hermed simpelthen givet en gave til alle de nye forskere. De kan nu gennemgå og udbygge forskning som qua manglende opmærksomhed, eller skulle jeg sige manglende økonomiske interesser, ikke er blevet vist i de rette tidskrifter. De var derfor nærmest forsvundet, inden James Nestor skrev BREATH.
Hvad nu hvis det samfundsprioriterede syn på åndedrættet har været lige så himmelråbende naivt, som da politikerne i mange, mange år undlod at tvinge bilindustrien til at fremskynde udbredelsen af elbilen. Eller som politikere, der i årtier ikke troede på klimaforskerne. Da vi i 1970 indførte obligatorisk seksualundervisning, så var det de ændrede seksualvaner i samfundet, vi ville tage højde for. Hvad nu hvis vi i en mere individuel, præstationsorienteret, kompleks og digital tid indførte åndedrætsundervisning, som et middel til at genoprette balancen i vores nervesystem?
Måske regeringens nye kommission for det gode børne- og ungdomsliv ikke bare indeholdte anbefalinger, men reelt udviklede et storstilet, helhedsorienteret åndedrætseksperiment. Et eksperiment, der ikke bare skulle hjælpe og inspirere unge danskere, men reelt også kunne vise vejen for hele den vestlige verdens unge, som jo oplever lignende og stigende mistrivsel. Måske eksperimentet også kunne tjene som et slags forstudie af, om vi i Danmark skal have åndedrættet som et fag på skolebænken. Med Sundhedsstyrelsen i spidsen kunne vi samle de unge, forskere, psykologer, psykiatere og åndedrætsterapeuter i en indsats mod mistrivsel, der både rummede kognitiv og kropslig forankring. Som Noemi Katznelson, professor og forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, sagde til journalister efter mødet midt under regeringsforhandlingerne på Marienborg: ”Det her er på samme måde som med klimakrisen – mistrivsel er et vildt problem uden lette løsninger. Og derfor giver det rigtig god mening at samle, som statsministeren har gjort her. For det er ikke nemt at finde svar”. Til Noemi Katznelson og andre veletablerede autoriteter er mit udtrykte håb, at I blandt andre vil samarbejde med os, som professionelt arbejder med åndedrættet. Måske vi tilmed ligefrem skal bede TV 2 eller DR at filme eksperimentet, så de unge selv tager ejerskab og udbreder budskabet. Et budskab om at de unge i fælleskab netop kan oparbejde evnerne til at mestre åndedrættet og dermed kan hjælpe hinanden med at passe på sig selv.
Det kunne jo også være, at vi rigtigt voksne kunne lære noget af at se med på et sådant ovenstående eksperiment. I befolkningen som helhed er der nemlig 17%, der har et dårligt mentalt helbred, hvilket er 7% mere end i 2010, hvor den nationale sundhedsprofil blev udgivet første gang. Det kunne jo være, at vi som forældregeneration også skulle lære at tage vores ansvar som rollemodeller alvorligt. Så kunne vi jo vise, at der er andre muligheder end at leve livet med skærme en masse og stress som nærmest en selvfølge. Jeg foreslår at trække vejret. Det virker, og det koster ikke noget.