Lotte anbefaler denne øvelse…

Lotte anbefaler denne øvelse, som kan bruges hele dagen lang. Den kan bruges uanset om du ligger, sidder, står, går eller løber…

Dit åndedræt foregår ikke kun på forsiden af kroppen, altså ikke kun i maven. Det er lige så vigtigt, at det også foregår i siderne og meget vigtigt på bagsiden. Åndedrætsmusklen er cirkulær, og arbejder lige så meget på bagsiden, for at fylde lungerne op bagtil – og for at stimulere alt det som ligger bagtil som fx; rygsøjlen, rygmusklerne og organerne.

Den bagerste del af din åndedrætsmuskel er hos langt de fleste mennesker den sløve del og dermed det svageste led i dit åndedræt. Det er derfor vigtigt også at arbejde med den bagerste del af åndedrættet, hvilket denne øvelse er rigtig god til fokusere på
– og så kan den bruges i alle positioner og aktiviteter.

For og bag med pincetgrebet

Placer begge hænders fingre som et pincetgreb omkring taljen. Du skal ned under ribbenene, der hvor der er blødt. Her skal du placere tommelen bagtil og resten af fingrene fortil, hvor du på begge sider trykker fingerspidserne lidt ind i det bløde. Slap af i skuldrene og fokuser kun på åndedrættet og den dybe vejrtrækning.

Når du ånder ind, skal du mærke, hvordan fingrene presses ud, fordi åndedrætsmusklen stempler ned. Når du ånder ud, kan du mærke, hvordan fingrene lukker sig lidt sammen igen. Sådan åbnes og lukkes pincetgrebet i takt med ind- og udåndingerne.

Vær ekstra opmærksom på, om der sker nogen bevægelse ved tommelen bagtil – det skal der. Mærk også, hvordan ribbenene følger med i bevægelsen.

Denne øvelse og fingerposition hjælper dig med at fokusere på, at åndedrættet arbejder i alle retninger og skaber udvidelse både for og bag. Når du trækker vejret, skal det mærkes både fortil, bagtil og til siderne.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *