Åndedrætsafspænding fra Mindful Moving
Denne lydfil med åndedrætsAFSPÆNDING er guf for alle, der vil have en pause nu. Det er bare at tage imod, tage en pause, nyde det og lade batterierne op.
Pia Genet Rasmussen, der er stifter af Mindful Moving Fødselsforberedelse og ejer af Mindful Moving, har indtalt denne lydfil, som oprindelig er lavet til gravide og kvinder efter fødsel. Men den kan bruges af ALLE!
Inden du går i gang
Find dig et roligt sted, hvor du kan sidde eller ligge uforstyrret, når du laver afspændingen. Sørg for, at du ligger eller sidder behageligt, brug eventuelt puder og et tæppe til at holde varmen.
Det kan være svært i starten
For nogle er det naturligt og let at lave afspænding. Hos andre vil tankerne i begyndelsen myldre ind og forstyrre afspændingen. Det er helt normalt, hvis du har svært ved at udelade alle tanker undervejs i afspændingen. Kunsten er at kunne nøjes med at registrere tanken – ikke holde fast i den – lade den passere og vende opmærksomheden tilbage til kroppen.Det er med afspænding som med alt andet: Øvelse gør mester, og jo mere du øver dig, jo lettere vil afspændingen blive for dig.
Lad dig ikke irritere, hvis du under afspændingen pludselig opdager, at du er i gang med at planlægge aftensmaden til i morgen. Vær i stedet glad for, at du har opdaget, at du er fulgt med dine tanker. Hver gang du opdager, at du har fulgt en tanke, skal du vende tilbage til afspændingen og rette opmærksomheden på den kropsdel, du er i gang med at fokusere på. For hver gang du gør det, vil du blive bedre til ikke at følge en tanke næste gang.
Du vil opdage det tidligere og tidligere, indtil du til sidst når dertil, hvor du bare registrerer, at der kommer en tanke og derefter lader den passere uden at følge den. Det eneste, det kræver af dig, er træning.
Mere om Pia genet Rasmussen
Pia er stifter af Mindful Moving Fødselsforberedelse og ejer af Mindful Moving huset i Vanløse. Her underviser hun i fødselsforberedelse, efterfødsel og uddanner nye Mindful Moving instruktører. Hendes baggrund for at være kompetent til dette er, at hun er uddannet psykomotorisk terapeut med en professionsbachelor i afspænding og psykomotorik. Herudover er hun zoneterapeut og så har hun masser af efteruddannelse i bagagen inden for graviditet, fødsler, ernæring, stresshåndtering mm.
Graviditet, fødsler, efterfødsel og børn er hendes hjertebarn, og de sidste mange år har hun specialiseret sig inden for dette felt. Dette har blandt andet medført, at hun har været med til at lave videoer om åndedræt, bækken, venepumpe og afspænding på den app, der hedder ´Gravid´, som Komiteen for Sundhedsoplysning og Jordemoderforeningen har udgivet i juni 2013.
Du kan møde Pia på hendes hjemmeside her