Har vi fuldkommen glemt, hvad kroppen kan?
Her får du et lille pip fra mig, der bare så gerne vil sprede håbet om, at vi faktisk har en mulighed for at hjælpe os selv. Og med åndedrættet har du en enestående chance! Læs med og hør mine tanker om det paradigme, vi lever i… Hop med på vognen og hjælp dig selv med at vende tilbage til kroppens kollo enorme ressourcer 💝
→
I den vestlige verden lever vi for meget i hovedet og for lidt i kroppen. Vi er meget vidensorienterede, vi kræver beviser for alt, skal finde løsninger på alt, skal kunne kontrollere alt, læser og studerer og planlægger vores liv til den mindste detalje.
Men mange af os overser kroppens signaler på, at noget ikke er, som det skal være. Samarbejdet med og forbindelsen til kroppen er simpelthen så svækket, at den bliver vores modstander i den moderne verden fremfor at hjælpe os, som den egentlig er designet til gennem evolutionen.
Vi er meget fokuserede på at måle og veje, vi tester og undersøger, for at finde en diagnose, der kan behandles med et middel. Ifølge det generelle sundhedsparadigme er midlet ofte et medicinsk redskab i form af medicin eller et apparatur.
Kroppen er supergenial og supersmart – den skal bare have lidt hjælp på vejen.
Nervesystemet, åndedrættet og bindevævet er nogle super sensitive systemer, som normalt hjælper os, når der er behov for det – men uden at vi tænker over det. Er vi derimod belastet og stresset, modarbejder de os, fordi de tror, der er fare på færde. Disse systemer kan påvirkes ved hjælp af simple teknikker, der har en kolossal positiv effekt. Teknikkerne bidrager tilmed til at dæmpe kroppens oplevelse af stress, så vi med det samme bliver bedre til at være i nuet, tage beslutninger, tænke os om og vælge til og fra. Vi sover bedre og genopbygger ganske enkelt os selv både fysisk og mentalt – i stedet for at fortsætte vejen mod yderligere stress.
Har vi helt glemt, hvad kroppen kan? Den ved godt, hvordan den hjælper sig selv, men den skal have lidt hjælp. Vi skal med andre ord blive bedre til ikke kun at være i hovedet men også komme ned i kroppen og mærke efter, hvad den fortæller os.
Panseret i kroppen er en reaktion på livet
Der er meget fokus på flade maver og på at træne maven så hård og flad som muligt. Det er imidlertid ikke og har aldrig været meningen fra naturens side, at vores mave skal være stenhård, totalt flad og ligne et vaskebræt. Det er unaturligt og desværre et meget forvrænget billede i nyere tids fordomme om sundhed og mode.
Muskelspændinger og den store interesse for at bygge muskler ser jeg som et panser, vi fuldkommen ubevidst bygger op mod livets udfordringer – det, som er lige nu eller, eller det, som har været. Muskler spænder som et fysisk skjold, når noget belaster os; så smart er kroppen. Men i længden er det ikke så smart … så bliver kroppen vores store modstander med smerter og mere stress, når den næste spænding kommer.
Der er brug for, at vi begynder at forstå, hvor enestående vores krop er!
Den reagerer på livet!
Er vi belastet eller stresset, er spændinger i kroppen et panserværn mod at mærke og forstå vores følelser. Når vi arbejder på at få det bedre, arbejder vi på at slippe fri af dette panserværn igen. Så vi atter kan leve med glæde og styrke.
Vi kan gøre noget med det samme – lige nu og her!
Selvom sundhedsparadigmet ikke umiddelbart lægger op til at hjælpe os på sporet af, at vi faktisk har muligheden for at hjælpe os selv, så kan vi selv gøre meget ved bare at gøre lidt. Det er faktisk ret enkelt, men enormt virkningsfuldt – faktisk kan det være helt overvældende.
Jeg oplever, at der en enormt stor interesse og et voksende behov for at gå en anden vej – at gå kroppens vej. Og det er kolossalt vigtigt, at vi forstår at møde danskerne der, hvor de er … nemlig at fortælle dem, at kroppen kan reagere! Kroppen kan sige fra og nej tak til det, som foregår! Den gode fortælling er, at vi kan tage kontakten igen – der er noget at gøre!
Viden og praksis går hånd i hånd – få det nu ud til danskerne!
Med lidt viden om kroppen og sammenhængen mellem hjernen, nervesystemet, musklerne, bindevævet og åndedrættet kan vi hjælpe os selv. Og med enkle øvelser, der kan bruges her og nu, kan vi med det samme gøre noget for at få det bedre.
I dag har vi massiv forskning, der fortæller hvor virkningsfuldt og vigtigt, det er at arbejde med både nervesystemet, bindevævet og ikke mindst åndedrættet. Jeg har i mere end 20 år arbejdet som sundhedsfaglig ekspert, og jeg finder det dybt frustrerende at se, hvordan det traditionelle sundhedsparadigme overser vigtigheden og effekten af at arbejde bevidst med kroppens vigtigste funktion: vejrtrækningen. Måden, vi trækker vejret på 24 timer i døgnet, er så grundlæggende for en lang række sygdomme, der relaterer til både den fysiske og den mentale krop, at information herom samt øvelser bør indgå som fast bestanddel af enhver sundhedsfaglig behandling.
Mit store håb er, at vi kan få flere og flere til at tage kontakt til kroppen, når vi er belastet eller stresset – væk fra hovedet og ned i materien af, hvordan vi kan hjælpe os selv.
Vil du lære mere om kroppen og hvordan den er din bedste ven? Så læs med i min bog, som udkom i oktober 2022 – Når kroppen siger fra – Tag kontakten igen