Få ekstra luft til din træning med 4 øvelser

Læg dig på gulvet, tag en dyb indånding – og bliv en hurtigere løber eller en fartdjævel på din cykel. Det lyder måske lidt for nemt, men den er god nok! Med øvelser for din vejrtrækning kan du træne din åndedrætsmuskel og lære at trække vejret helt optimalt. Du vil få mere energi og blive mindre forpustet – både under træning og til hverdag.
Sådan får du ekstra ilt:
Træn overset muskel
Åndedrætsmusklen ligger som en oval kuppel under lungerne, som den populært sagt er klistret fast til. Den fungerer som et stempel. Når du trækker vejret ind, går stemplet ned og hiver i lungerne, så de kan udvide sig til alle sider. Når du ånder ud, går stemplet op og presser luften ud igen. Jo stærkere åndedrætsmusklen er, jo mere kan den udvide lungerne og skabe plads til mest mulig ilt. Åndedrætsmusklen er ofte svagest bagtil, hvor den har svært ved at udvide lungerne tilstrækkeligt. Du gør derfor klogt i at være ekstra opmærksom på øvelser, der træner den del af musklen.
Kom til bunds
Lungerne sørger for udvekslingen af ilt og affaldsstoffet kuldioxid. Det foregår mest effektivt i bunden af lungerne, som derfor kaldes “det levende rum”. Jo stærkere åndedrætsmusklen er, jo mere ilt får du ned i bunden. Åndedrætsmusklen er dog også afhængig af, at dine lunger er elastiske og kan udvides i alle retninger. Det træner du, hver gang du laver åndedrætsøvelser.
Få ekstra hjælp
De såkaldte hjælpemuskler på ribben og brystkasse i skulderområdet kan udvide lungerne yderligere, når du bliver forpustet og har brug for ekstra ilt.